Billederne fra dit bryllup er din dokumentation af en dag, du
aldrig vil glemme, og derfor er bryllupsfotografen en vigtig del af
dit bryllup. Mange fotografer reklamerer på internettet, hvor I kan
se deres arbejde og hvilken en stil, de bruger. Er du til billeder
i afslappet stil, skal du finde en fotograf, der er med på det, og
er du til de mere traditionelle billeder, må du på jagt efter en
bryllupsfotograf, der er eksperten der. Spørg venner og familie om
de kender en god fotograf, og find ud af, om han eller hun matcher
jeres stil og pengepung. Bryllupsfotografi kan være en stor post på
budgettet, men måske er I heldige at finde en, der er knap så dyr.
Kig jer omkring og spørg dem, I kender.
I kan selvfølgelig også få en fra vennekredsen eller familien
til at tage billederne, men husk at være sikker på, at han/hun er
gode fotografer. For det er uheldigt, hvis billederne fra jeres
bryllup ikke er gode, og det vil I nok fortryde længe.
Hvor skal det være
Inden brylluppet er det en god idé at tænke over, hvor I vil
have taget jeres bryllupsbilleder. Holder I brylluppet i nærheden
af skov eller vand, er det en oplagt mulighed. Så bliver
omgivelserne romantiske, og I får en dejlig gåtur på den store dag.
Med fotografen kan du ofte lave en aftale om, at han/hun tager
billeder af dig inden kirken eller rådhuset. Mens du tager kjolen
på og får ordnet hår bliver der taget billeder, og de er sjove at
have bagefter. Når I kommer ud af kirken, står fotografen også klar
til at forevige, at I får kys og kram af gæsterne. Og så kan I selv
bestemme, hvor mange billeder I vil have fra kirken. Måske vil I
have mange, men det kan også være, at I prioriterer at tage
billeder i naturen eller et helt tredje sted. Få en god snak med
fotografen inden den store dag, så I får de billeder, I ønsker.
Skulle det regne, er det en god idé at have en plan B klar, så I
kan lave billeder inden døre.
Bog med billeder
Når jeres bryllup er vel overstået, får I billederne af
bryllupsfotografen. I kan betale for, at de bliver afleveret i en
bog, eller I kan selv vælge at gå ud og finde den og sætte
fotografierne ind. Så får I en hyggelig aften til at gå med at
mindes. Fotografierne kan I også bruge på de takkekort, I sender ud
til jeres gæster. Vælg et eller flere af de flotteste billeder og
brug dem på takkekortene. Så får jeres gæster et minde om, hvor
smukke I var til den dejlige fest. Og måske skal forældre og
svigerforældre have et.
Ét er sikkert: Billederne fra jeres bryllup er et varigt og
dejligt minde fra en skøn dag. Det kan ikke gøres om, så I skal
være sikre på, at I får alle de billeder, I drømmer om.