Artikler og inspiration

Festlokalerne til jeres store dag

En af de store beslutninger omkring jeres bryllup er
festlokalerne. Skal I holde festen i det lokale forsamlingshus, på
et slot eller på en restaurant? Skal det være romantisk, afslappet
eller rustikt? I telt, hjemme hos jer selv eller på byens
hotel?
Mulighederne for festlokaler er mange, og I skal gøre op med jer
selv, hvad jeres budget tillader, og hvilken stil der er jeres. I
skal mærke godt efter, om I er til det afslappede i ejerforeningens
festlokaler eller til den fine fest på slottet midt i skoven. Og
det er en god idé at bruge tid på at finde det rette lokale til den
rette pris, så jeres bryllup bliver holdt lige der, hvor I
allermest ønsker det. Ofte finder man små, hyggelige steder, som
ikke er dyre, men det kan kræve research, før man finder dem.

Festlokaler som Hawaii

Ønsker I et billigt bryllup, er et forsamlingshus eller lejede
festlokaler en god idé. I kan selv pynte lokalet op, som I ønsker
det med de blomster, lys og servietter, I synes bedst om. Skal
jeres bryllup have et tema, kan I omdanne forsamlingshuset til
Hawaii eller Beverly Hills. Der er mere arbejde, når I selv står
for det, men får I maden fra cateringfirma eller et hotel, er det
kun borddækning, I skal sørge for. Og mon ikke jeres venner og
familie vil hjælpe jer. Rengøring dagen efter kan I ofte betale jer
fra, hvis I ikke har lyst til at tilbringe jeres første dag som
mand og kone med at gøre rent.

Fest på slottet

Skal jeres bryllup være storslået og foregå på et slot, fordi
bruden skal være prinsesse for en dag, kan I køre området rundt og
se på de muligheder, der er. Ofte er et bryllup på slot en dyrere
løsning, men er der penge i budgettet til det, kan det blive smukt
og skønt med et slot som festlokale. Rammerne er romantiske, maden
er ofte dejlig, og stemningen er god. Her bliver alt serveret for
jer, og I skal kun tænke på at få en dejlig dag. I Danmark er der
mange små og større slotte, og der er højst sandsynligt et i jeres
område.

Hytte eller hotel

Der er også andre muligheder end slot og forsamlingshus. I kan
vælge at holde festen i en lejet hytte, hvor gæsterne kan
overnatte. Det bliver ofte en mere afslappet fest, fordi folk ikke
skal køre hjem og måske fester lidt ekstra. Her skal I også selv
stå for borddækning og mad, som kan fås udefra. Gæsterne kan næste
dag hjælpe med at rydde op. Festlokalerne kan også være på et hotel
eller en restaurant. Det betyder også, at andre sørger for alt fra
borddækning og middag til oprydning, og det kan også have sin
charme. Holder I festen på et hotel, er der mulighed for, at
gæsterne kan overnatte. Ønsker I at holde brylluppet på jeres
yndlingsrestaurant, kan I være sikre på, at maden er, som I ønsker
den. Valget er jeres.

Du kan måske også lide...