Alle rekorderne stammer fra Guinness’ Rekordbog – og det er
ganske underholdende læsning!
Flest bryllupsdage i samme tøj
Niels Jørgensen (f. 1909), Ring syd for Næstved, fik til sit
bryllup 19. december 1933 syet et sæt tøj for 150 kr. Det samme sæt
har han siden anvendt til sit kobber-, sølv-, guld-, diamant- og
senest 19. december 1998 sit krondiamantbryllup.
Dyreste brudekjole
Sabrina Battaglia (Italien) blev gift i en brudekjole til en
pris af 6 millioner dollars (ca. 42 millioner kroner!), som blev
lavet til hendes bryllup den 7. december 1998. Den dyreste
brudekjole nogensinde blev dog kreeret af Hélène Gainville og er
smykket med juveler af Alexander Reza. Den er vurderet til 7,3
millioner dollars (ca. 51,1 millioner kroner). Hele herligheden
blev fremvist i Paris 23. marts 1989.
Langvarigste ægteskab
Henry (1898-1998) og Anna (f. 1899) Christensen, Nakskov, nåede
at fejre deres 77-års bryllupsdag 17. april 1997.
Ældste ægtepar
Det hidtil ældste danske ægtepar var Anne og Niels Nykjær fra
Videbæk. Niels Nykjær blev 1. september 1982 102 år, og 30. april
samme år fyldte Anne Nykjær 98, så de tilsammen var 200 år. Niels
Nykjær døde i foråret 1983.
Samme bryllupsdag
Marie Korsgaard, Århus, der giftede sig 15. maj 1999 med Brian
Sejr, kan ud over sin egen bryllupsdag fejre sin mors (gift 1964),
sin mormors (gift 1925), sin oldemors (gift 1903) og sin
tipoldemors (gift 1863), idet alle 5 generationer har giftet sig
15. maj. Oldemoderen er oven i købet også født 15. maj.
Yngste guldbrudepar
I en alder af hhv. 66 år 98 dage og 70 år 147 dage fejrede Sonja
og Anders Jørgensen, Fredericia, 19. marts 1999 guldbryllup. Samme
dato i 1949 blev de viet med kongebrev på Fredericia Kæmnerkontor
af borgmesteren.
Yngste sølvbrudepar
Lis Andersen (f. 13. juni 1949) og Ejnar B. Andersen (f. 7.
marts 1947), Sønderborg, er hidtil yngste sølvbrudepar. De blev som
hhv. 16 og 18-årig viet hos sognefogeden i Bjolderup 10. juli 1965,
og i 1990 fejrede de deres sølvbryllup i en alder af hhv. 41 år 28
dage og 43 år 125 dage, i alt 84 år 153 dage. Yngste sølvbrudgom er
dog Svend Skaarup (f. 29. september 1952), Vallensbæk, som i en
alder af 43 år 53 dage 21. november 1995 fejrede sølvbryllup med
fru Helle (f. 25. februar 1954).